Kajakkursus

Stouby Kajakfællesskab afholder gerne hvert år et kajakkursus. Du kan læse om kurset, der afholdes i 2026 her under. Du kan også åbne og printe denne pdf.

Kursus beskrivelse:

Vil du med på vandet ?

“Som medlem af Stouby kajakfællesskab, får du adgang til en masse spændende arrangementer, betagende naturoplevelser og et socialt fællesskab. Vi synes faktisk, at vi er tæt på Danmarksmestre i hygge, både på vandet og rundt om grillen…’’ 

Hvordan kommer jeg i gang?

Den bedste måde at komme i gang på er ved at deltage i vores kursus. Du kan læse beskrivelsen her under.

Kursusprogram

Dag 1 Lørdag 30/5
Vi mødes ved klubhuset på Rosenvold Havn, til en kop formiddagskaffe og en bid brød. Du præsenteres for instruktørerne, kursets indhold, klubbens faciliteter og vi finder ud af, hvilke kajakker, der passer til de enkelte kursister. Kajakker og grej pakkes på klubbens trailer og vi kører til Hornsyld Idrætscenters Svømmehal. I svømmehallen kan vi i ro og mag træne at komme i og ud af kajakken samt træne de redninger, der er noget af det mest centrale på kurset. Vi afslutter dagen med at pakke traileren igen og aftale søndagens mødested

Dag 2 Søndag 31/5 (eller en dag i weekenden 13-14/6, hvis vejret driller)
Foregår som udgangspunkt ved klubhuset og på vandet ved Rosenvold. Der trænes teknik og redninger med havkajakken. Derudover indgår der teori i: Hvad er en havkajak, udstyr, beklædning herunder hypotermi, færdselsregler samt let navigation. Hele kurset afsluttes med en prøve, som overholder DGI’s krav til Havkajak Egenfærdighed A. (Dette niveau svarer til IPP2) 

Hvad skal jeg medbringe ?
Du bør som minimum medbringe en våddragt og en regnjakke/vindtæt jakke, samt neoprensko/-støvler. Det er også rart i svømmehallen. Og selvfølgelig tørt skiftetøj. Der er ingen forplejning under hele kurset, så lav en god stor madpakke og tag en termokande med varmt kaffe/te med. Husk at tage rigeligt med, man kan godt blive både træt og sulten undervejs.

Hvornår kan jeg så ro?
Efter at du har deltaget i de 2 kursusdage, kan du deltage i vores klubaftner, som vi holder på alle tirsdage i sæsonen. Vi mødes kl. 17.00 klargør kajakkerne, og er klar til afgang på vandet kl.17.30. Her fortsætter træningen og der vil være afsluttende redninger. Når vi kommer i land igen – rengør vi kajakker mens grillen bliver varm….så vi kan hygge med medbragt mad. På klubaftenerne kan du træne til at blive friroet. Du er friroet når har bestået kursus og roet 5 ture med instruktør/klubinstruktør, hver efterfulgt af redningsøvelser. Som friroet kan du/I leje en nøgle, så får du/I adgang til og mulighed for på egen hånd, at benytte klubbens kajakker og udstyr.

Hvad koster det?
Grundlæggende kajakkursus koster DKK 2000 kr. og inkluderer medlemskab af fællesskabet i en sæson. Holdet fyldes op efter først til mølle princippet og der er kun plads til 12 kursister, så det er nu du skal slå til.

Hvis jeg gerne vil vide mere?
Har du spørgsmål så skriv til kursudansvarlige Henrik på mail: stoubykajak@gmail.com.

Tilmeld dig allerede i dag, via vores hjemmeside: https://stoubygif.dk/kajak/

Du kan naturligvis også finde os på Facebook, hvor der sidder en masse dejlige mennesker og gerne vil besvare dine spørgsmål og rådgive dig med det praktiske.

Med venlig hilsen

Stouby Kajakfællesskab